Så kom dagen hvor Balder skulle besøge dyrlægen for første gang sammen med os til et sundhedstjek.
Han sprang begejstret ud af bilen og gik glad med ind hos AniCura Centrum Dyrehospital i Rødovre. Han bjæffede løs, som vi aldrig har hørt ham, da vi kom ind. Så meget lyd har vi ikke hørt fra den stille hund!
Han fik et par godbidder og var “all over the place”. Han blev vejet – 17.3 kg – perfekt! Og mens vi ventede på at blive kaldt ind, forsøgte vi at få ham til at lægge sig, men han var oppe på dupperne.
I konsultationen startede han med at strinte op af skraldespanden – man må jo lige markere (!)- og ellers snuse rundt. Han var dygtig til at springe op på briksen og til at finde sig i at blive undersøgt; tænder ører, poter, få klippet negle, som dog ikke trængte noget videre, på nær ulvepoternes klør.
Tænderne – de store kindtænder – havde begyndende plamager og tandsten, så vi har en fin finger-tandbørste med hjem og skal børste tænder på ham hver dag 🙂
Han skal først vaccineres igen i august 2016 og ditto 2018.
Vi overvejer at starte på lydighedstræning med ham – både for at stimulere ham og for at lære hinanden at kende.
Dyrlægen syntes, han var SÅ flot og fuld af selvtillid, så vi skulle blive ved med at nyde ham – og stimulere ham – både hoved og krop. Han må godt få kalorierige godbidder, for der er spræl i ham, så vi købte lid forskelligt med hjem.
Så konklusionen var – flot hund, godt arbejde, tillykke med ham!
Lidt flade ører har man vel altid i uvante omgivelser.