… fra vindueskarmen i dobbeltsengen …

På besøg hos Amalie hvor aftenturen gik til Egeparken hvor der har dejligt mange udfordringer – foruden svaner der svømmede efter Balder i søen pga ællinger.

Balder gik balancegang og gyngede – begge dele for første gang 🙂

At få islandsk fårehund som omplaceringshund

Jeg har altid sagt: “I’m not a dog person”. “Der er alt for mange begrænsninger i hverdagen i “det der med at have hund”… “Det er ikke noget for os med vores travle hverdag…” og “Alle de ferier, vi ikke kan komme på. Pyha nej ellers tak!”

Men (for der er selvfølgelig et men…) da svigermor gik bort og hendes labrador-collie manglede et sted at tilbringe sine pensionist-år, blev jeg alligevel blød (for børnenes skyld…) og selvfølgelig måtte vores familie beholde Lady, som jo trods alt var blevet passet hos os det meste af et års tid under svigermors sygdom.

Jeg præsenterer lige vores familie, som består af far, mor og forstadsbørn: Mark, som er musiker, Mia som er specialkonsulent på uddannelsesinstitution og Liva 13 år, som spiller basket og Carla 11 år, som spiller fodbold. Vi bor i Glostrup i en gammel murermestervilla og er en meget aktiv sportsfamilie. Udover pigernes sport, dyrker jeg triatlon og Mark spiller fodbold. Vi står på ski, klatrer i trætoppe, bader i havet hele året og sætter pris på de store oplevelser, hvor vi kommer lidt ud af “komfort-zonen”.

Da vi valgte at beholde Lady, traf jeg en meget aktiv beslutning om, at så måtte jeg blive en “dog-person” – og sætte pris på alle goderne og se det positive i den ekstra livskvalitet, det er at have hund. Og jeg blev en “dog-person” i de 3 år, vi havde Lady, inden hun måtte i hundehimlen pga alderdom.

Familien var knust, da Lady døde – jeg anede ikke, at en hund kunne opnå så stor værdi i vores lille familie. Mark og Liva var helt ødelagt, og der var så tomt i huset. Vi havde da talt om, at vi gerne ville have hund igen, men at det måtte vente til efter sommerferien, fordi vi havde en lang tur til USA i vente. Vi skulle ikke have hund lige før, vi skulle ud at rejse…

Hvordan finder man egentlig ud af hvilken hund, der passer til ens familie, når nu vi denne gang aktivt kunne vælge, hvilken race det skulle være?

Og ville vi have en hvalp eller en omplaceringshund? Jeg listede fordele og ulemper op og de lød i grove træk sådan her:

• Hvalpefordele: hvalpe er så søde og det er lækkert at kende vores hund som lille i forhold til hvordan den knytter sig til os.
• Hvalpeulemper: Alt det arbejde. Vi har ikke prøvet det før. Kan vi finde ud af det og ikke mindst – har vi tid/overskud til det?
• Omplaceringshund-fordele: Den er renlig og forhåbentlig opdraget, så vi kan springe noget af det hårde arbejde over.
• Omplaceringshund-ulemper: Vi ved ikke, hvad vi får og om den passer til os. Kan vi gøre den til vores hund?

En uges tid efter Lady var død, spurgte jeg mit Facebook netværk til råds med denne status:

Hvis vi gerne vil blive klogere på hvilken hunderace, der kunne passe til vores familie, hvor(dan) skal vi så starte? Jeg har fundet et par (ligegyldige) tests på nettet og mange beskrivelser af hunderacer, men jeg bliver ikke meget klogere så hvad der er den gode måde?

Det affødte 51 kommentarer! Det var en god blanding af gode råd og konkrete hundetilbud side om side med links til dansk kennelklub, internater, “lån bøger på biblioteket”, overvej hvad hunden skal kunne for jeres familie osv.

Og så dukkede der pludselig et billede op i min Messenger indbakke fra en folkeskole-klassekammerat, som havde set mit opslag på Facebook og som på det tidspunkt passede HAM HER – BALDER!

Balder boede hos en ung fyr (min folkeskolekammerats nabo), som stort set samtidig med, at han havde anskaffet sig Balder, havde mødt en dejlig pige, som han nu skulle flytte sammen med, og der måtte ikke være hund. Balder var 1 år og unghund.

Jeg var helt solgt! Resten af familien kunne slet ikke tage stilling til ny hund allerede – vi havde jo knap nok fået Ladys aske, og her var jeg allerede i gang med at tale om ny hund… Jeg gik derfor på listefødder, men stille og roligt blev resten af familien klar… Sorg og glæde går jo hånd i hånd… “Lady kan aldrig erstattes – det bliver noget helt andet med den nye hund…”

Alle mine overvejelser for og imod hvalp og omplaceringshund blev gennemtærsket. jeg overvejede om det nu var smart med sådan en aktiv hund, der krævede så meget motion. Omvendt så er vi jo en aktiv familie, så mon ikke det kunne kombineres? Jeg læste om racen, besøgte islandshunden.dk, talte med ejeren om Balder og jo mere jeg læste og hørte jo mere perfekt lød den islandske fårehund- og Balder til os. En kvik hund med et godt aktivitetsniveau – en jeg måske kunne løbe korte ture med? En man kan give opgaver og som er meget social.

Før vi så os om, havde vi aftalt at mødes med ejeren og Balder i påsken 2016. Herfra gik det stærkt: salgspapirer fra Kennelklubben, dyrlæge, prisaftaler osv.

3 uger efter Lady var død, fik vi et nyt familiemedlem:

Det tog tid for særligt Mark at vænne sig til vores uforfærdede “mellem-aktivitetsniveau-hund”.. “Mellem-aktivitetsniveau hund, min bare r..” sagde han flere gange 🙂 “…den der hund har jo ADHD (kærligt sagt)”. Kontrasten til en aldrende hunhund var vist ret stor…

Balder faldt ret hurtigt til i vores familie – og vi er smaskforelskede i ham. Den første nat var han lidt urolig, og han havde et uheld på måtten foran døren til haven.

De første uger fjernede vi ting fra gulvet, som vi var glade for, når han skulle være alene hjemme – sko osv. Alligevel havde han et par lømmelstreger, hvor han fik fat i ting. det gik dog hurtigt over. Han spiser godt og finder hurtigt god ro. Vi nyder hans sjove måder at lægge sig på – udstrakt med poterne bagud eller i en “twister”.

 

Vi valgte at bygge videre på de kommandoer og vaner, som den tidligere ejer havde haft med Balder – og derfra tillægge nye vaner og afvænne andre vaner. Balder hopper ikke længere op (med mindre man inviterer ham, for han kan et flot stunt med at hoppe op i armene på en, hvis man slår sig på brystet), og han går pænere i snoren, end da vi fik ham. Han er god til langt de fleste andre hunde i parken, hvor han løber fri, og han er eminent til at fange sin frisbee i luften.

Han er utrolig tillidsfuld og ligger helst helt inde under sengen, op af sofaen eller under bordet – helt tæt på os. Det gjorde Lady ikke, så det nyder vi meget. Balder elsker at være med i vores sommerhus og er altid klar på en vandkamp med haveslangen.

Hans svømmer uforfærdet i sø og hav, og vi nyder hver eneste tur vi går med ham – uanset vejr og vind.

Mine forældre passede ham, mens vi var i USA, og han var på “kur-og spa ophold” på Sydsjælland. Det gik så fint! I august tilmeldte vi os hundeskole og fik nogle gode redskaber at arbejde videre med.

Mark og jeg tager os selv i at kigge lige så forgabt i Balder, som vi gjorde i pigerne, da de var små. Jeg er blevet SÅ MEGET en dog-person! Nu overvejer vi, om vi skal foretage de indledende manøvrer til at få ham godkendt til avl – for han er jo verdens smukkeste (islandske fåre-)hund:-)

PS. På vores tur i USA mødte vi en dame ved stranden i San Fransisco, som gik tur med sin hund. Vi sludrede med hende, og hun spurgte, om hun måtte tage et billede af os til sin hunds blog – vi accepterede og grinede lidt af, hvor amerikansk det er – at en hund har sin egen blog! Helt ærligt…! Men vupti – før jeg så mig om, havde Balder også sin egen blog – mest for at fortælle den tidligere ejer lidt om, hvordan han har det. Nu er det blevet en slags dagbog over vores liv med Balder.

Balder, som nu også er “Dog with a Blog”, kan følges på islandskebalder.wordpress.com.

​

​vi driller kun lidt…

Må vi godt slappe af…

​

​

​

​